Kontrolfreak

... en blog

Kontrol Linse

Jeg fik bogen “Linse – jeg gør, hvad jeg vil” i julegave, og den var fornøjelig læsning. Bogen kan varmt anbefales! Jeg har også fulgt nogle af udsendelserne på tv om “Familien fra Bryggen” og elsker dem ganske simpelt. Alle sammen. Elsker dem for deres sammenhold, for deres skæve personligheder, for deres holdninger og værdier, men mest fordi, de er dem selv. Ved godt, at det er svært at være andet, end én selv, men de står fast og de er stolte af det. De gør, hvad de vil, men de gør det ikke for at genere nogen. De gør det, fordi de kan, og fordi de har modet til det. Det synes jeg er sejt. Og så er Linse kontrol freak som mig. Hun elsker at kontrollere alt, hvad hun beskæftiger sig med. Ikke andre, men hende selv og hendes skøre ideer og sjove indfald. Hun kontrollere sin krop, med kniv og tusch, hun misbruger hverken alkohol eller andre ting, og så forsøger hun at kontrollere sin mund eller rettere, hvad der kommer ud af den. Ikke altid med lige stor succes. Selvfølgelig går jeg ikke ind for fængselsophold eller overdimensionerede bryster, men jeg går helt klart ind for, at vi er os selv, vores handlinger og vores meninger bekendt.

Hvor ville jeg ønske, at der var flere af den slags mennesker. De gør verden til et sjovere sted.

Nytårskontrol

Godt nytår til alle jer, som følger mig på bloggen. Mit 2014 blev et år med masser af tid til at prøve kræfter med nye projekter, og nogle af dem har allerede givet afkast. Jeg glæder mig rigtig meget til at starte et nyt år, og håber vi alle får masser af udfordringer og dejlige oplevelser.

Husk nu, at kontrol er en god ting nytårsaften!!!! Ikke mindst kontrol med alkohol og kontrol med fyrværkeri. For et par år siden, hvor det var meget iset på gader og veje, opdagede min gemal, at et batteri væltede på isen og skød ukontrolleret rundt i alle retninger. Han forsøgte at få alle de andre tilskuere væk og ville lige kigge en sidste gang tilbage, vender sig om mod det og modtager et skud lige på kinden – meget tæt på øjet. Heldigvis skete der ikke meget andet end et stort hul i kinden, en kæmpe forskrækkelse og efterfølgende et lille ar. Pas på jer selv og kom godt ind i år 2015. Tak for i år!

Jobkontrol

Sikke en før-julegave jeg har fået i år…. Jeg har fået en ansættelseskontrakt pakket ind i julepapir med sløjfer og det hele! Og har pakket den ud. Ja, efter 15 år som selvstændig skal jeg igen være lønmodtager. Projektleder hos Trekantområdet Danmark. Glæder mig mere end til selve juleaften. Forskudsopgørelsen er ændret fra B-skatteyder til A-skatteyder, erhvervsforsikringen er opsagt og firmakontoen afstemt. En helt ny verden åbner sig for mig. Føler mig slet ikke i jobkontrol, men er sikker på, at det nok skal komme.

Bloggen fortsætter selvfølgelig – den kan jeg slet ikke undvære – men Fevre Kommunikation stopper med tekstforfatning, rådgivning og undervisning. Fremover vil firmaet kun koncentrere sig om salg af egen kunst, udgivelser og andre skøre påfund – hvis altså jeg får lidt fritid ved siden af jobbet.

Tak fordi du læser med, og hermed masser af ønsker om en glædelig jul og et fantastisk år 2015 til dig og dine.

« Older posts

© 2016 Kontrolfreak

Theme by Anders NorenUp ↑